Disco-drengen er tilbage med femme fatale toner

'Midnight Special' er en af årets udgivelser, som absolut ikke må overses. Det kom på gaden i februar, og sidenhen har jeg lyttet det igennem adskillige gange.
Jeg må sige, at jeg er gået hen og er blevet rigtig glad for denne her skæring - Niels Bagge har forbedret sig meget, siden han udgav sin første skive musik. Hvert nummer er blevet mere genkendeligt, og de har alle sammen deres charmerende fraseringer.

Hvor det, jeg husker bedst, fra 2010-produktionen 'Then I Met You' (selvom jeg elsker titelnummeret) er hans, i øvrigt fabelagtige, falset, er der mange ting, på 'Midnight Special' som gør den en tand mere bemærkelsesværdig.
Den er en smule mere dyster, og selvom den bestemt ikke efterlader en så meget med en nedtrykt sindsstemning, som med en stor trang til at danse, så er den meget mere markeret, end noget han nogensinde har produceret før - og det klæder ham. Det klæder ham forfærdelig godt.

'The Scene', f.eks., er det andet nummer på pladen, og det består primært af en masse gentagelser, som er temmelig afhængighedsskabende, og så et par vers, som bryder med resten af skæringen ved at gå ned i tempo og, frem for alt, toneleje.

Know this scene bit by bit

The heat is on - the fuse is lit

I've been down this road before

Searching for you all across the floor

I think a lot about you my love

I think a lot about you my love

Et andet nummer, jeg er begyndt at holde meget af, er pladens afslutningsnummer, 39, som er noget mere elektronisk end 'Midnight Special's øvrige numre - der ellers også har visse elektroniske elementer i sig. Det er et super nummer at lukke med, da det er meget opmærksomhedskrævende - selvom jeg hørte CD'en som baggrundsmusik, så kunne jeg ikke lade være med at spidse ører, da 39 kom på, jeg kunne simpelthen ikke andet.

Jeg giver pladen fem ud af seks, da den er ganske god, og jeg også er begyndt at holde meget mere af Vinnie Who efter 'Midnight Special'. Han er ikke længere bare en falset, han har fået en hel del kant, og jeg begynder at kende pladen og holde mere og mere af den, for hver gang jeg lytter den igennem. 

Grunden til, at jeg ikke giver den seks ud af seks er, at den godt kan gå hen og blive en smule ensformig hen over midten - der mangler det ene nummer halvvejs, som er markerende, og skiller sig lige så meget ud fra resten, som start- og i særdeleshed slutnummeret gør.

Men alt i alt er det en rigtig god CD, som jeg kommer til at høre mange gange endnu, før jeg lægger den fra mig.