Rindende guld

Rhine Gold er Choir of Young Believers nyeste udgivelse, selvom den er omtrent et år gammel, og den udkom på cirka samme tidspunkt, som min interesse for Choir Of Young Believers havde toppet sit højdepunkt.

Og Rhine Gold er en eminent plade, der er så flyvsk og drømmende farveri, at det kun kan være Choir Of Young Believers-crewet, der står bag, og kun den dansk/græske vokalist Jannis Makrigiannis, man kan komme til at tænke på, når man hører bare 20 sekunder af deres musik.

   De har simpelthen en dem-faktor, der slår det meste andet musik - selvfølgelig er andet musik fantastisk og fabelagtigt, men Choir Of Young Believers er sådan noget musik, hvor du ikke skal tænke to gange, før du er klar over, hvem og hvad du hører.

"Bite, bite your lip and forget all the things I said

Just bite your lip and forget

That all I ever do

Is to sit and wait for someone who

Would take me by the hand and by the heart

And show me where to start

And to prove it's not impossible I treat it

Like a fossil but before the rooster crows

I will deny it for the third time"

  

Hvis This Is For The White In Your Eyes er en vinterinspireret plade, så er Rhine Gold den diametrale modsætning. Rhine Gold maler med den røde farvelade, og den er fyldt med sprælske skæringer og sjove lydeffekter, som har en næsten opmuntrende virkning - der er overskud i luften - og massere af nye visioner og idéer, der bliver prøvet af på en overbevisende måde.
   Musikken smyger sig op omkring en og man indhylles fuldkommen i Jannis' smukke stemme og det indtrængende kor i baggrunden. Man bliver på behageligvis lullet ind i Choir Of Young Believers sommerpalads af et univers, og når det eftertænksomme titelnummer runder oplevelsen af på næsten vuggeviselignende manér, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at her er noget, der kan noget.
   Dog kan jeg ikke komme uden om at foretrække den lidt koldere og musikalsk spinklere epoke af Choir Of Young Believers diskografi. Jeg kan godt lide, hvordan lydene en for en sniger sig ind på en, så man i slutningen af nummeret ikke helt er klar over, hvordan man endte der - blot at det lyder godt. På Rhine Gold er det hele tilstede lige fra begyndelsen, og selvom det også har sin charme og bestemt resulterer i nogle fantastiske numre, så er det ikke lige så fængende, og jeg sidder ikke lige så tryllebunden, som da jeg opdagede This Is For The White In Your Eyes.

Derfor vælger jeg at tildele Rhine Gold fire noder. For til trods for, at det ikke helt når forgængerens højder, er det stadig et solidt værk, som fortjener en plads blandt den nyere danske musikscenes fineste musik. Rhine Gold er ganske bestemt et stykke slebet guld, både i kvalitet og det gigantiske østerlandske lydbillede, det fremkalder, som jeg stadig er glad ved, når jeg lytter det igennem.

James Blake kysser dubsteppen farvel

"And I want you to know

I took it with me

But when things are thrown away

Like they are daily 

Time passes in the constant state 

So if that is how it is

I don't wanna be a star

But a stone on the shore

Long door, frame the wall

When everything is overgrown"

Sådan starter James Blakes nye album, Overgrown, på følsom vis ud. De vanlige James Blakeske elektroniske lyde og dubstep-referencer er skiftet ud med en simpel rytme, der trommer svagt i baggrunden og et par skiftende klaverakkorder - James Blake har (som han har udtalt i flere interviews) lagt dubsteppen bag sig, og det klæder ham.
   Overgrown er en meget roligere plade end James Blake, og når man sammenligner dem, er det godt nok den samme papirstynde vokal og det samme elektroniske islæt, men hvor etteren havde noget desperat, nærmest fysisk, over sig, er Overgrown mere ned-tempo, hyggelig januarmusik.

Og dog - på Life Round Here begynder der at komme et sært tempo over musikken, som jeg ikke har set før hos James Blake, og på næste nummer Take A Fall For Me, kommer der rap ind over - James Blake har inviteret RZA med om bord, og det går igen nye veje. Og selvom det er et godt afbræk fra den vanlige James Blake stil, og at jeg godt kan forstå, hvorfor han har lyst til afprøve rapgenren, foretrækker jeg alligevel min James Blake uden rap - jeg vil gerne have ham tilbage i den velkendte andedam af skrøbelig inderlighed.

Retrograde er pladens single, der kom på gaden allerede i februar og gav en god smagsprøve på, hvad der var i vente.

Til gengæld kan jeg rigtig godt lide Voyeur - lyden optrappes til noget nær kaos, og derfra leger han med lydene i en stressende, men også meget fængende, komposition, som jeg vil mene er et af de mest vellykkede numre på en i det hele taget smukt udført plade.

Den svære toer virker ikke helt så svær, når man hører, hvad James Blake har formået at gøre med sin musik på de to år, der er gået siden han debuterede. Jeg foretrækker stadig den lidt mere støjende lyd, der kendetegnede James Blake, men Overgrown er også et album, der har masser at give af, og det er med garanti et, jeg kommer til at finde frem ved flere lejligheder.

En værdig opfølger til James Blake!

Skrøbelig debut overvælder folket

Tilbage i 2011 udkom James Blakes debutalbum, James Blake, som skaffede ham en billet direkte til listen over kunstnere, det er værd at holde øje med. I hvert fald kan de fleste nok huske Limit To Your Love, Feist-coveret og singlen som lagde radiostationerne ned og etablerede James Blake.
   Limit To Your Love er også et nummer, der adskiller sig markant fra resten af pladen. Det er langt det mest tilgængelige, og det er fuldt forståeligt, hvorfor lige netop denne sang hittede så stort.
   Der er skruet godt ned for de elektroniske tågebanker, der dominerer det meste af debutpladen, med det meget sigende navn James Blake, og der gives i stedet rum til en skrøbelig kærlighedssang, der er en fremragende introduktion til James Blakes univers.
Det er ellers en plade, der, på trods af hvor uhørt vokalpræget, den ellers er, nærmest kan forekomme instrumental, da hans stemme på visse tidspunkter bliver så forvrænget, at det går over til at være et kunstnerisk element frem for en egentlig vokal.

Det eneste problem med pladen er, at den er lidt utilgængelig. I hvert fald kan numrene godt virke lidt ensformige, de første gange, man hører dem, og selvom Limit To Your Love kvikker op, kan det godt være en smule langtrukkent, indtil man er kommet ind på pladen. Derfor måtte jeg også til at starte med høre den på højeste lydsstyrke en sen nattetime (efter My Bloody Valentine-princippet; højere er bedre), og virkelig lytte til hvert enkelt nummer, for James Blake er ikke baggrundsmusik, i hvert fald ikke de første par gange.

Men når de er overstået, og man er begyndt at vænne sig til de forskellige numre, stråler den virkelig. Hvert nummer er et eksperiment, der leger med de muligheder, der er i elektronisk musik, samtidig med at det har en intensiv skrøbelighed, der gør, at det er meget svært ikke at falde hen til bare at sidde og lytte til de mønstre, der opstår, når lydene væver sig ind og ud af hinanden.

The Wilhelm Scream er en god indikator på, hvad resten af pladen har at byde på - den er monoton og repetitiv og har et tungt beat, der er omgivet af støjende effekter, og alligevel formår den at være noget så enkel, at man er nødt til at lytte godt efter.

"I don't know about my dreams

I don't know about my dreaming anymore

All that I know is

I'm falling, falling, falling, falling

falling.

I don't know about my love

I don't know about my loving anymore

All that I know is

I'm loving, falling, loving, loving

Might as well love you."

Alt i alt er James Blake et fantastisk album, og når man tænker på, at det er hans debut, så er det i sandhed stort. Og den storhed gør, at denne her plade får 6 ud af 6 noder. For lige så uegnet til baggrundsmusik og lige så svær den er, at komme ind på livet af, lige så overvældende er den, når man har lært den at kende.

I morgen (d. 8. april) udkommer James Blakes andet album Overgrown. 

Folket svensker stiller de store spørgsmål småt

How low are you willing to go 

Before you reach all your selfish goals?

Hvad skal man bruge for at stille livets store spørgsmål? Svaret er en svensk argentiner med en fantastisk stemme, en guitar og lidt percussion. Mere dybt indiefolk. Bliver det så tungt og melankolsk? Nej, det gør det faktisk ikke. Der er masser af passion og kærlighed i González' musik selvom han også tør gå spot on på vores moderne samfunds problemer og svagheder. Måske netop fordi han gør det, bliver kærligheden så meget mere udtalt. Fordi alt er på spil og intet er ligegyldigt. Det er rart smukt, specielt fordi det er på en meget passiv og stille måde, men stadig får en til at tænke over tingene. Det er langt fra vred punk, protestsange eller Pink Floyds 'The Wall', men det har den samme virkning, når man går dybere ned i teksten. Gør man ikke det, er det bare et rart, velklingende og velskruet folkalbum. Musikken er for det meste let og behagelig, næsten som en vuggevise som stille vugger os i søvn og væk fra den kolde og beregnende verden han skitserer.

Det kan være mørkt med alle de barske realiteter og 'cycling trivialities' og det er det til tider også, men i sin helhed er det et helstøbt og meget fængende album. 

Den sidste halvdel af albummet fungerer, efter min mening, bemærkelsesværdigt bedre end den første. Fra 'Abram' (nummer 6) og helt til 'Cycling Trivialities' (slutnummeret 10) overtager sangene efter hinanden på en fantastisk måde, som holder en interesseret og indspundet. I første halvdel af albummet er det 'Down the Line' der fungerer bedst. Massive Attack-coveret 'Teardrop' er et virkelig godt nummer, enkelstående betragtet, men på dette album langt fra det bedste og det falder dermed en smule i baggrunden.

José González skal man lytte til alene. Under dynen på en efterårseftermiddag med en kop varm te. På iPod'en på en mørk gåtur eller foran pejsen på en regnvejrsdag. 'In Our Nature' fortjener eftertænksomhed og åbenhed. Giver du dette vil det også sætte sig i dit hjerte og samtidig lære dig noget om dig selv, andre mennesker og samfundet.

Don't let the darkness eat you up.

Magisk meditation

Rolled together with a burning paper heart.

Pulled together but about to burst apart,
Rolled together with a burning paper heart.

The Antlers er en Brooklyn-trio og Burst Apart er deres fjerde album.

Det er et album som vokser jo flere gange man hører det. I starten kan det virke lidt fjernt og indelukket, men det er de små nuancer, der gør det til et genialt album. Det er mere elektronisk end deres tidligere albums, men i blandingen med Silbermans høje falset og dybe tekster bliver det en smuk oplevelse.

Det lægger stærkt ud med 'I don't want love'. Det er albummets mest tilgængelige nummer og er en god måde at fange opmærksomheden på. Så går det efter min mening lidt ned i kvalitet derfra, de mellemliggende numre er gode og harmoniske ingen tvivl om det, men de går lidt ned på dels det at det er meget svært at høre teksten og numrene minder lidt om hinanden og har svært ved at holde fokus. Denne tendens vender dog igen. 'Every Night My Teeth Are Falling Out' genvinder vores fulde opmærksomhed og jeg synes det bliver helt magisk på de sidste tre numre: 'Hounds', 'Corsicana' og 'Putting The Dog To Sleep'. Specielt det sidste nummer har fået meget kritik, men jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at afslutte denne musikalse rejse og jeg synes det er meget velvalgt af The Antlers.

Burst Apart er et svært tilgængeligt album, men når man først er grebet omslutter og indfanger det en på en magisk og meget meditativ måde. Jeg har lyttet til dette album utroligt mange gange og finder stadig nye facetter i det.

Derfor skal det også have 5 noder. Det er bestemt et, jeg anbefaler folk at gå ud at købe og lytte til derhjemme. Mange gange. I forskellige situationer. Man vil blive overrasket over hvor meget det passer til og hvordan det pludselig går fra at være anonymt til at være utroligt betydningsfuldt. Albummet bliver anmeldt som et selvstændigt værk og ikke i sammenligning med deres andre (virkelig glimrende) albums. Det får ikke 6 stjerner og alt op at ringe fordi der er en lang periode midt i, hvor der er fare for de mister folk, hvis ikke opmærksomheden er helt skærpet.

Blue Foundation 5.0

Life Of A Ghost og jeg har haft et mangeårigt on-and-off-forhold, hvor jeg har været skyldig i mange sidespring, men hvor jeg altid til syvende og sidst altid er vendt tilbage og har indset, at det skal være os to alligevel. Men her på det sidste er min hånd gledet længere og længere ud af Blue Foundations ellers faste greb, og jeg har ikke kunne give mig så meget hen til musikken, som jeg plejede.

   Men da jeg skruede op for det første nummer på In My Mind I Am Free gik jeg i ekstase, for åbningsnummeret Just A Hand mindede mig om alt det, jeg holdt allermest af hos Blue Foundation. Det var fuldstændig den samme stemning, som jeg var vant til fra Life Of A Ghost, bare brandnyt og med et strejf af gode drømme. Og det fik mig til at tænke på, at jeg endnu ikke er faldet ud af min kærlighed til bandet. Jeg elsker det stadigvæk, og jeg elsker stadigvæk alle udtoningerne, koret og langsommeligheden, der ikke er langsom, men giver tid til at høre hver enkelt lille node.

Somebody told me that I'll remember it all

Praying for the sake of a rescuer's call

I heard a whisper about the next big thing

What would become of us all

It's just a hand across the centuries

It's just a hand

Hvis Life Of A Ghost skulle produceres som et enkelt nummer på 5:25 minutter, ville det hedde Just A Hand. For det nummer er indbegrebet af Blue Foundations forrige plade, og når den er overstået og Dressed In Black toner ind sammen med Sara Savery, som er featuring på flere af kompositionerne, er flirteriet med fortiden overstået, og selvom det stadig er umiskendeligt meget Blue Foundation, er det ikke 00'ernes drømmende, udflydende toner, men en ny version fra 2012, der er meget præget af Jonas Bjerre. Han gæsteoptræder på et par af deres numre, og jeg synes, at han personificerer forskellen på Life Of A Ghost og In My Mind I Am Free meget godt. 

Jeg vil gerne give pladen fire ud af seks stjerner. For selvom det var en plade, som jeg i mange måneder ikke turde lytte til, da jeg var bange for, at den ville skuffe mig, og at det derfor var en lettelse, da jeg endelig hørte den og fandt ud af, at det ikke var så slemt, og at Blue Foundation stadig stod som et stærkt band, så var det ikke Life Of A Ghost-stærkt, og pladen savnede Kirstine Stubbe Teglbjærgs blide drømmevokal.
   Men ikke desto mindre er In My Mind I Am Free et solidt album, og det viser noget om, hvor meget Blue Foundation egentlig kan.

Disco-drengen er tilbage med femme fatale toner

'Midnight Special' er en af årets udgivelser, som absolut ikke må overses. Det kom på gaden i februar, og sidenhen har jeg lyttet det igennem adskillige gange.
Jeg må sige, at jeg er gået hen og er blevet rigtig glad for denne her skæring - Niels Bagge har forbedret sig meget, siden han udgav sin første skive musik. Hvert nummer er blevet mere genkendeligt, og de har alle sammen deres charmerende fraseringer.

Hvor det, jeg husker bedst, fra 2010-produktionen 'Then I Met You' (selvom jeg elsker titelnummeret) er hans, i øvrigt fabelagtige, falset, er der mange ting, på 'Midnight Special' som gør den en tand mere bemærkelsesværdig.
Den er en smule mere dyster, og selvom den bestemt ikke efterlader en så meget med en nedtrykt sindsstemning, som med en stor trang til at danse, så er den meget mere markeret, end noget han nogensinde har produceret før - og det klæder ham. Det klæder ham forfærdelig godt.

'The Scene', f.eks., er det andet nummer på pladen, og det består primært af en masse gentagelser, som er temmelig afhængighedsskabende, og så et par vers, som bryder med resten af skæringen ved at gå ned i tempo og, frem for alt, toneleje.

Know this scene bit by bit

The heat is on - the fuse is lit

I've been down this road before

Searching for you all across the floor

I think a lot about you my love

I think a lot about you my love

Et andet nummer, jeg er begyndt at holde meget af, er pladens afslutningsnummer, 39, som er noget mere elektronisk end 'Midnight Special's øvrige numre - der ellers også har visse elektroniske elementer i sig. Det er et super nummer at lukke med, da det er meget opmærksomhedskrævende - selvom jeg hørte CD'en som baggrundsmusik, så kunne jeg ikke lade være med at spidse ører, da 39 kom på, jeg kunne simpelthen ikke andet.

Jeg giver pladen fem ud af seks, da den er ganske god, og jeg også er begyndt at holde meget mere af Vinnie Who efter 'Midnight Special'. Han er ikke længere bare en falset, han har fået en hel del kant, og jeg begynder at kende pladen og holde mere og mere af den, for hver gang jeg lytter den igennem. 

Grunden til, at jeg ikke giver den seks ud af seks er, at den godt kan gå hen og blive en smule ensformig hen over midten - der mangler det ene nummer halvvejs, som er markerende, og skiller sig lige så meget ud fra resten, som start- og i særdeleshed slutnummeret gør.

Men alt i alt er det en rigtig god CD, som jeg kommer til at høre mange gange endnu, før jeg lægger den fra mig.

Seraphina af Kashmir

Mens vi venter spændt på, at vi får mulighed for at høre 'E.A.R.', kan vi snakke lidt om singlen, 'Seraphina', som udkom i slutningen af januar.

Jeg vil tillade mig at dømme på coveret et øjeblik. Både 'Seraphina's og 'E.A.R.'s cover er meget, meget smukke. Jeg vil faktisk vove mig til at sige, at det er de smukkeste albumcovers jeg hidtil har set. Hvis det ikke var fordi jeg allerede vidste, at det var Kashmir, ville albumcoveret straks vække min interesse. Der er noget meget graciøst og samtidig dystert over det.

Men det ville også være helt forkert hvis det var andet. For musikken i sin helhed virker let og flyvende som sommerfuglene og blomsterne på coveret - og samtidig melankolsk og forsigtigt. Der er noget skrøbelighed over det, men samtidig giver sangens skønhed styrke. Kaspers stemme bliver farven på sommerfuglevingerne og blomsterbladene.

Before I had a chance to reach down and give my hand to you

like a champagne cork you got up

and disappeared

Seraphina

here is peace to your soul

a lightyear gone

but not letting go

Som sagt kan 'Seraphina' virke meget melankolsk. Men når man har hørt den et par gange, kan man pludselig høre, hvordan den lyser op, og man opdager at den har noget optimistisk over sig. Det er lidt som når man er trist, men skal videre i livet.

Den var god lige fra starten, men som jeg har hørt den flere gange er min kærlighed til den vokset. Det er som om der bliver åbnet flere og flere låger hver gang jeg hører den, så den bliver bedre og bedre. Jeg håber 'E.A.R.' vil give mig den samme oplevelse. 

Jeg kan virkelig ikke vente til, at jeg får mulighed for at høre pladen.