James Blake kysser dubsteppen farvel

"And I want you to know

I took it with me

But when things are thrown away

Like they are daily 

Time passes in the constant state 

So if that is how it is

I don't wanna be a star

But a stone on the shore

Long door, frame the wall

When everything is overgrown"

Sådan starter James Blakes nye album, Overgrown, på følsom vis ud. De vanlige James Blakeske elektroniske lyde og dubstep-referencer er skiftet ud med en simpel rytme, der trommer svagt i baggrunden og et par skiftende klaverakkorder - James Blake har (som han har udtalt i flere interviews) lagt dubsteppen bag sig, og det klæder ham.
   Overgrown er en meget roligere plade end James Blake, og når man sammenligner dem, er det godt nok den samme papirstynde vokal og det samme elektroniske islæt, men hvor etteren havde noget desperat, nærmest fysisk, over sig, er Overgrown mere ned-tempo, hyggelig januarmusik.

Og dog - på Life Round Here begynder der at komme et sært tempo over musikken, som jeg ikke har set før hos James Blake, og på næste nummer Take A Fall For Me, kommer der rap ind over - James Blake har inviteret RZA med om bord, og det går igen nye veje. Og selvom det er et godt afbræk fra den vanlige James Blake stil, og at jeg godt kan forstå, hvorfor han har lyst til afprøve rapgenren, foretrækker jeg alligevel min James Blake uden rap - jeg vil gerne have ham tilbage i den velkendte andedam af skrøbelig inderlighed.

Retrograde er pladens single, der kom på gaden allerede i februar og gav en god smagsprøve på, hvad der var i vente.

Til gengæld kan jeg rigtig godt lide Voyeur - lyden optrappes til noget nær kaos, og derfra leger han med lydene i en stressende, men også meget fængende, komposition, som jeg vil mene er et af de mest vellykkede numre på en i det hele taget smukt udført plade.

Den svære toer virker ikke helt så svær, når man hører, hvad James Blake har formået at gøre med sin musik på de to år, der er gået siden han debuterede. Jeg foretrækker stadig den lidt mere støjende lyd, der kendetegnede James Blake, men Overgrown er også et album, der har masser at give af, og det er med garanti et, jeg kommer til at finde frem ved flere lejligheder.

En værdig opfølger til James Blake!

39

Nu er Vinnie Who ude med den tredje single fra sin anden plade Midnight Special. Sangen der tilsyneladende ikke er noget vi har set fra ham før. Hans ellers smukke falset er blevet manipuleret og forvrænget, mens han flyder rundt på en hoftevrikkende discobølge af psykedeli - Eller nærmere flyver på en discovind. Singlen er nemlig en hyldest til den østrigste Felix Baumgartner, der sidste år sprang fra 39 meters højde. Vinnie Who har også udtalt, at han selv holder meget af det andrenalinkick man får, når man springer ud i noget man normalt ikke ville have gjort. 

Jeg blev selv overrasket, da jeg hørte sangen til en live-koncert. Efter alle de sange man kender fra discoprinsen, kom den underlige effekt på hans vokal, og stilen blev pludselig en helt anden. Men så er det godt, at det stadig lyder godt, og at man endnu kan høre, at det er Vinnie Who som man har med at gøre. 

Disco-drengen er tilbage med femme fatale toner

'Midnight Special' er en af årets udgivelser, som absolut ikke må overses. Det kom på gaden i februar, og sidenhen har jeg lyttet det igennem adskillige gange.
Jeg må sige, at jeg er gået hen og er blevet rigtig glad for denne her skæring - Niels Bagge har forbedret sig meget, siden han udgav sin første skive musik. Hvert nummer er blevet mere genkendeligt, og de har alle sammen deres charmerende fraseringer.

Hvor det, jeg husker bedst, fra 2010-produktionen 'Then I Met You' (selvom jeg elsker titelnummeret) er hans, i øvrigt fabelagtige, falset, er der mange ting, på 'Midnight Special' som gør den en tand mere bemærkelsesværdig.
Den er en smule mere dyster, og selvom den bestemt ikke efterlader en så meget med en nedtrykt sindsstemning, som med en stor trang til at danse, så er den meget mere markeret, end noget han nogensinde har produceret før - og det klæder ham. Det klæder ham forfærdelig godt.

'The Scene', f.eks., er det andet nummer på pladen, og det består primært af en masse gentagelser, som er temmelig afhængighedsskabende, og så et par vers, som bryder med resten af skæringen ved at gå ned i tempo og, frem for alt, toneleje.

Know this scene bit by bit

The heat is on - the fuse is lit

I've been down this road before

Searching for you all across the floor

I think a lot about you my love

I think a lot about you my love

Et andet nummer, jeg er begyndt at holde meget af, er pladens afslutningsnummer, 39, som er noget mere elektronisk end 'Midnight Special's øvrige numre - der ellers også har visse elektroniske elementer i sig. Det er et super nummer at lukke med, da det er meget opmærksomhedskrævende - selvom jeg hørte CD'en som baggrundsmusik, så kunne jeg ikke lade være med at spidse ører, da 39 kom på, jeg kunne simpelthen ikke andet.

Jeg giver pladen fem ud af seks, da den er ganske god, og jeg også er begyndt at holde meget mere af Vinnie Who efter 'Midnight Special'. Han er ikke længere bare en falset, han har fået en hel del kant, og jeg begynder at kende pladen og holde mere og mere af den, for hver gang jeg lytter den igennem. 

Grunden til, at jeg ikke giver den seks ud af seks er, at den godt kan gå hen og blive en smule ensformig hen over midten - der mangler det ene nummer halvvejs, som er markerende, og skiller sig lige så meget ud fra resten, som start- og i særdeleshed slutnummeret gør.

Men alt i alt er det en rigtig god CD, som jeg kommer til at høre mange gange endnu, før jeg lægger den fra mig.

When Saints Go Machine annoncerer nyt album

Først røg singlen Mannequin ud, og den steg til tops på diverse lister, inklusiv p3. Og nu er der både trackliste og endnu en musikalsk teaser at finde fra det elektroniske indieband When Saints Go Machine med det lidt skrøbelige udtryk. De er ikke helt så skrøbelige længere, og der er sket meget siden Ten Makes A Face, men de laver stadig noget af det allerfineste musik, og jeg glæder mig rigtig meget til at høre det fulde album, som udkommer den 20. maj og vil bære titlen Infinity Pool.

Teaserens stil minder mig lidt om Konkylie, der udkom i 2011, og med Mannequin i baghovedet også lyder det ikke som om, der er sket de store ændringer i stilen hos When Saints Go Machine. Der er kommet mere kant over musikken og mere kraft i stemmen på Nikolaj Vonsild, men på det overordnede plan ser det ud til, at de kører videre ud af et spor, de allerede har vist, at de mestrer ganske godt - men det må man også godt, når man er When Saints Go Machine, og det spor i forvejen er noget, det er en fryd for øret at lytte til.

Hør den nye teaser her