7. april 2013

Folket svensker stiller de store spørgsmål småt


How low are you willing to go 
Before you reach all your selfish goals?

Hvad skal man bruge for at stille livets store spørgsmål? Svaret er en svensk argentiner med en fantastisk stemme, en guitar og lidt percussion. Mere dybt indiefolk. Bliver det så tungt og melankolsk? Nej, det gør det faktisk ikke. Der er masser af passion og kærlighed i González' musik selvom han også tør gå spot on på vores moderne samfunds problemer og svagheder. Måske netop fordi han gør det, bliver kærligheden så meget mere udtalt. Fordi alt er på spil og intet er ligegyldigt. Det er rart smukt, specielt fordi det er på en meget passiv og stille måde, men stadig får en til at tænke over tingene. Det er langt fra vred punk, protestsange eller Pink Floyds 'The Wall', men det har den samme virkning, når man går dybere ned i teksten. Gør man ikke det, er det bare et rart, velklingende og velskruet folkalbum. Musikken er for det meste let og behagelig, næsten som en vuggevise som stille vugger os i søvn og væk fra den kolde og beregnende verden han skitserer.




Det kan være mørkt med alle de barske realiteter og 'cycling trivialities' og det er det til tider også, men i sin helhed er det et helstøbt og meget fængende album. 
Den sidste halvdel af albummet fungerer, efter min mening, bemærkelsesværdigt bedre end den første. Fra 'Abram' (nummer 6) og helt til 'Cycling Trivialities' (slutnummeret 10) overtager sangene efter hinanden på en fantastisk måde, som holder en interesseret og indspundet. I første halvdel af albummet er det 'Down the Line' der fungerer bedst. Massive Attack-coveret 'Teardrop' er et virkelig godt nummer, enkelstående betragtet, men på dette album langt fra det bedste og det falder dermed en smule i baggrunden.

José González skal man lytte til alene. Under dynen på en efterårseftermiddag med en kop varm te. På iPod'en på en mørk gåtur eller foran pejsen på en regnvejrsdag. 'In Our Nature' fortjener eftertænksomhed og åbenhed. Giver du dette vil det også sætte sig i dit hjerte og samtidig lære dig noget om dig selv, andre mennesker og samfundet.

Don't let the darkness eat you up.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar