Festivalaktuelt: Kings Of Convenience

Den norske duo Kings Of Convenience kommer til Danmark til sommer. Scenen hedder NorthSide 2013 og kalenderen siger lørdag d. 15. juni.

Det vil uden tvivl blive en smuk og intim oplevelse som man ikke skal snyde sig selv for.

Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe er navnene på de to nordmænd med fantastiske stemmer og lige så fine guitarfærdigheder. Deres harmonier er så rammende perfekte, at de få alle numre til at gå op i en højere enhed.

Bandet har udgivet 3 albums. Debutalbummet 'Quiet Is The New Loud' udkom i 2001 - to år efter bandets stiftelse - og var en øjeblikkelig succes. Andet album 'Riot on an Empty Street' fra 2004 er min personlige favorit og indeholder mange fantastiske numre - heriblandt to i samarbejde med Feist.

Tredje album (2009) holder niveauet og har en lige så fin og opfindsom titel 'Declaration of Dependance', som jeg synes er meget rammende.

Generelt for KoCs musik er det, at det er en smule indelukket og skrøbeligt og det kan tage lidt tid før numrene åbner sig op for en. Men min personlige opfattelse er, at når de først har nået ens hjerte, så forsvinder de heller ikke derfra igen. Det tager mig til at vænne mig til et nyt album fra dem og at værdsætte numrenes forskellighed og særpræg, men det er en vidunderlig verden, som åbner sig sammen med forståelsen.

Selvom  nordmændene laver mange dybe, stille og intense numre, som man virkelig skal give plads og fordybe sig i, for at de ikke falder i baggrunden, så kan de også lave dejlige numre med lidt mere gang i, som 'I'd rather dance with you', 'Sorry or please', 'Live Long' og 'Rule my world'.

Ved siden af Kings Of Convenience har Erlend Øye sit, en smule mere elektroniske, sideprojekt 'The Whitest Boy Alive', som også er meget anerkendt. Men for mig vil det aldrig komme op på siden af hvad de to fyre kan udrette i fællesskab. De kan virkelig røre noget dybt i mig og jeg ser meget frem til at opleve dem live til sommer og vil opfordre alle til at give sig selv den fine sanseoplevelse, det uden tvivl vil blive.

Numre jeg ser specielt frem til forhåbentlig at høre på årets NorthSide: 'Renegade', 'The Weigt Of My Words', 'Homesick' og 'Surprise Ice'. Men alle deres numre er helt vildt dejlige og jeg er helt sikker på ikke at blive skuffet uanset hvad de har lyst til at dele ud af.

Folket svensker stiller de store spørgsmål småt

How low are you willing to go 

Before you reach all your selfish goals?

Hvad skal man bruge for at stille livets store spørgsmål? Svaret er en svensk argentiner med en fantastisk stemme, en guitar og lidt percussion. Mere dybt indiefolk. Bliver det så tungt og melankolsk? Nej, det gør det faktisk ikke. Der er masser af passion og kærlighed i González' musik selvom han også tør gå spot on på vores moderne samfunds problemer og svagheder. Måske netop fordi han gør det, bliver kærligheden så meget mere udtalt. Fordi alt er på spil og intet er ligegyldigt. Det er rart smukt, specielt fordi det er på en meget passiv og stille måde, men stadig får en til at tænke over tingene. Det er langt fra vred punk, protestsange eller Pink Floyds 'The Wall', men det har den samme virkning, når man går dybere ned i teksten. Gør man ikke det, er det bare et rart, velklingende og velskruet folkalbum. Musikken er for det meste let og behagelig, næsten som en vuggevise som stille vugger os i søvn og væk fra den kolde og beregnende verden han skitserer.

Det kan være mørkt med alle de barske realiteter og 'cycling trivialities' og det er det til tider også, men i sin helhed er det et helstøbt og meget fængende album. 

Den sidste halvdel af albummet fungerer, efter min mening, bemærkelsesværdigt bedre end den første. Fra 'Abram' (nummer 6) og helt til 'Cycling Trivialities' (slutnummeret 10) overtager sangene efter hinanden på en fantastisk måde, som holder en interesseret og indspundet. I første halvdel af albummet er det 'Down the Line' der fungerer bedst. Massive Attack-coveret 'Teardrop' er et virkelig godt nummer, enkelstående betragtet, men på dette album langt fra det bedste og det falder dermed en smule i baggrunden.

José González skal man lytte til alene. Under dynen på en efterårseftermiddag med en kop varm te. På iPod'en på en mørk gåtur eller foran pejsen på en regnvejrsdag. 'In Our Nature' fortjener eftertænksomhed og åbenhed. Giver du dette vil det også sætte sig i dit hjerte og samtidig lære dig noget om dig selv, andre mennesker og samfundet.

Don't let the darkness eat you up.