I took it with me
But when things are thrown away
Like they are daily
Time passes in the constant state
So if that is how it is
I don't wanna be a star
But a stone on the shore
Long door, frame the wall
When everything is overgrown"
Sådan starter James Blakes nye album, Overgrown, på følsom vis ud. De vanlige James Blakeske elektroniske lyde og dubstep-referencer er skiftet ud med en simpel rytme, der trommer svagt i baggrunden og et par skiftende klaverakkorder - James Blake har (som han har udtalt i flere interviews) lagt dubsteppen bag sig, og det klæder ham.
Overgrown er en meget roligere plade end James Blake, og når man sammenligner dem, er det godt nok den samme papirstynde vokal og det samme elektroniske islæt, men hvor etteren havde noget desperat, nærmest fysisk, over sig, er Overgrown mere ned-tempo, hyggelig januarmusik.
Og dog - på Life Round Here begynder der at komme et sært tempo over musikken, som jeg ikke har set før hos James Blake, og på næste nummer Take A Fall For Me, kommer der rap ind over - James Blake har inviteret RZA med om bord, og det går igen nye veje. Og selvom det er et godt afbræk fra den vanlige James Blake stil, og at jeg godt kan forstå, hvorfor han har lyst til afprøve rapgenren, foretrækker jeg alligevel min James Blake uden rap - jeg vil gerne have ham tilbage i den velkendte andedam af skrøbelig inderlighed.
Retrograde er pladens single, der kom på gaden allerede i februar og gav en god smagsprøve på, hvad der var i vente.Overgrown er en meget roligere plade end James Blake, og når man sammenligner dem, er det godt nok den samme papirstynde vokal og det samme elektroniske islæt, men hvor etteren havde noget desperat, nærmest fysisk, over sig, er Overgrown mere ned-tempo, hyggelig januarmusik.
Og dog - på Life Round Here begynder der at komme et sært tempo over musikken, som jeg ikke har set før hos James Blake, og på næste nummer Take A Fall For Me, kommer der rap ind over - James Blake har inviteret RZA med om bord, og det går igen nye veje. Og selvom det er et godt afbræk fra den vanlige James Blake stil, og at jeg godt kan forstå, hvorfor han har lyst til afprøve rapgenren, foretrækker jeg alligevel min James Blake uden rap - jeg vil gerne have ham tilbage i den velkendte andedam af skrøbelig inderlighed.
Til gengæld kan jeg rigtig godt lide Voyeur - lyden optrappes til noget nær kaos, og derfra leger han med lydene i en stressende, men også meget fængende, komposition, som jeg vil mene er et af de mest vellykkede numre på en i det hele taget smukt udført plade.
Den svære toer virker ikke helt så svær, når man hører, hvad James Blake har formået at gøre med sin musik på de to år, der er gået siden han debuterede. Jeg foretrækker stadig den lidt mere støjende lyd, der kendetegnede James Blake, men Overgrown er også et album, der har masser at give af, og det er med garanti et, jeg kommer til at finde frem ved flere lejligheder.
En værdig opfølger til James Blake!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar