Storladen orgelmusik af svensk sangerinde

Det synes underligt svært at komme ind under huden på Ceremony af den svenske Anna Von Hausswolff. At se orglets storhed og finde skønhed i musikken. Pladen er fyldt med lange, langsomme numre, hvor en del af dem udelukkende er instrumentale. Det er næsten hårdt at komme igennem hele pladen uden at blive en lille smule rastløs til at starte med. Gennemsnitslængden på hvert nummer ligger på omkring fem til seks minutter, og det kan blive uendeligt langt. Så derfor kræver denne plade en del tålmodighed, inden den åbner sig op for en. 

Det der bar mig igennem pladen første gang jeg lyttede til den, var hendes helt igennem fantastiske stemme. Efter mange minutter i et instrumentalt orgelinferno, dukker Anna Von Hausswolffs stærke stemme op af tomheden i Deathbed, og hun fangede mig lige da jeg begyndte at tabe opmærksomheden. Pladens tredje nummer Mountains Crave er det første nummer, der er bygget op som en traditionel sang, hvor man kan høre Annas kraftfulde vokal et minut inde i sangen. Jeg mærkede hvordan jeg blev decideret afhængig af lige netop det nummer med den smukke orgellyd i introen.
Når man først er kommet igennem den tunge start, opdager man at pladen er spækket med gode, smukke numre med orgelet i fokus.

Hvor noget musik kan få en til at svæve af eufori, holder denne plade en nede på jorden, så man kan mærke den tunge tyngdekraft. Der er hele tiden et eller andet ved pladen, der holder en ude i kulden, og det er virkelig svært at komme ordentlig ind på musikken og mærke skønheden. Til at starte med ville jeg ikke have givet den så mange noder, da jeg syntes at den var for tung og langtrukken at lytte til. Men som jeg hørte den flere og flere gange, voksede den på mig. Man skal virkelig give den her plade en chance, for det er melankolsk og dyster skønhed i koncentreret form. Det er en rigtig god vinterplade, der får en rigtig godt ind i vinterens mørke stemning. 

Sun Rise må være den smukkeste slutning på et gravalvorligt mesterværk.

Pladen får ikke seks noder, fordi den var tung, og fordi den havde tendens til at være langtrukken. Men når man langsomt lærte sangene at kende, bemærkede man det næsten ikke. 

James Blake kysser dubsteppen farvel

"And I want you to know

I took it with me

But when things are thrown away

Like they are daily 

Time passes in the constant state 

So if that is how it is

I don't wanna be a star

But a stone on the shore

Long door, frame the wall

When everything is overgrown"

Sådan starter James Blakes nye album, Overgrown, på følsom vis ud. De vanlige James Blakeske elektroniske lyde og dubstep-referencer er skiftet ud med en simpel rytme, der trommer svagt i baggrunden og et par skiftende klaverakkorder - James Blake har (som han har udtalt i flere interviews) lagt dubsteppen bag sig, og det klæder ham.
   Overgrown er en meget roligere plade end James Blake, og når man sammenligner dem, er det godt nok den samme papirstynde vokal og det samme elektroniske islæt, men hvor etteren havde noget desperat, nærmest fysisk, over sig, er Overgrown mere ned-tempo, hyggelig januarmusik.

Og dog - på Life Round Here begynder der at komme et sært tempo over musikken, som jeg ikke har set før hos James Blake, og på næste nummer Take A Fall For Me, kommer der rap ind over - James Blake har inviteret RZA med om bord, og det går igen nye veje. Og selvom det er et godt afbræk fra den vanlige James Blake stil, og at jeg godt kan forstå, hvorfor han har lyst til afprøve rapgenren, foretrækker jeg alligevel min James Blake uden rap - jeg vil gerne have ham tilbage i den velkendte andedam af skrøbelig inderlighed.

Retrograde er pladens single, der kom på gaden allerede i februar og gav en god smagsprøve på, hvad der var i vente.

Til gengæld kan jeg rigtig godt lide Voyeur - lyden optrappes til noget nær kaos, og derfra leger han med lydene i en stressende, men også meget fængende, komposition, som jeg vil mene er et af de mest vellykkede numre på en i det hele taget smukt udført plade.

Den svære toer virker ikke helt så svær, når man hører, hvad James Blake har formået at gøre med sin musik på de to år, der er gået siden han debuterede. Jeg foretrækker stadig den lidt mere støjende lyd, der kendetegnede James Blake, men Overgrown er også et album, der har masser at give af, og det er med garanti et, jeg kommer til at finde frem ved flere lejligheder.

En værdig opfølger til James Blake!

Skrøbelig debut overvælder folket

Tilbage i 2011 udkom James Blakes debutalbum, James Blake, som skaffede ham en billet direkte til listen over kunstnere, det er værd at holde øje med. I hvert fald kan de fleste nok huske Limit To Your Love, Feist-coveret og singlen som lagde radiostationerne ned og etablerede James Blake.
   Limit To Your Love er også et nummer, der adskiller sig markant fra resten af pladen. Det er langt det mest tilgængelige, og det er fuldt forståeligt, hvorfor lige netop denne sang hittede så stort.
   Der er skruet godt ned for de elektroniske tågebanker, der dominerer det meste af debutpladen, med det meget sigende navn James Blake, og der gives i stedet rum til en skrøbelig kærlighedssang, der er en fremragende introduktion til James Blakes univers.
Det er ellers en plade, der, på trods af hvor uhørt vokalpræget, den ellers er, nærmest kan forekomme instrumental, da hans stemme på visse tidspunkter bliver så forvrænget, at det går over til at være et kunstnerisk element frem for en egentlig vokal.

Det eneste problem med pladen er, at den er lidt utilgængelig. I hvert fald kan numrene godt virke lidt ensformige, de første gange, man hører dem, og selvom Limit To Your Love kvikker op, kan det godt være en smule langtrukkent, indtil man er kommet ind på pladen. Derfor måtte jeg også til at starte med høre den på højeste lydsstyrke en sen nattetime (efter My Bloody Valentine-princippet; højere er bedre), og virkelig lytte til hvert enkelt nummer, for James Blake er ikke baggrundsmusik, i hvert fald ikke de første par gange.

Men når de er overstået, og man er begyndt at vænne sig til de forskellige numre, stråler den virkelig. Hvert nummer er et eksperiment, der leger med de muligheder, der er i elektronisk musik, samtidig med at det har en intensiv skrøbelighed, der gør, at det er meget svært ikke at falde hen til bare at sidde og lytte til de mønstre, der opstår, når lydene væver sig ind og ud af hinanden.

The Wilhelm Scream er en god indikator på, hvad resten af pladen har at byde på - den er monoton og repetitiv og har et tungt beat, der er omgivet af støjende effekter, og alligevel formår den at være noget så enkel, at man er nødt til at lytte godt efter.

"I don't know about my dreams

I don't know about my dreaming anymore

All that I know is

I'm falling, falling, falling, falling

falling.

I don't know about my love

I don't know about my loving anymore

All that I know is

I'm loving, falling, loving, loving

Might as well love you."

Alt i alt er James Blake et fantastisk album, og når man tænker på, at det er hans debut, så er det i sandhed stort. Og den storhed gør, at denne her plade får 6 ud af 6 noder. For lige så uegnet til baggrundsmusik og lige så svær den er, at komme ind på livet af, lige så overvældende er den, når man har lært den at kende.

I morgen (d. 8. april) udkommer James Blakes andet album Overgrown.