Magisk meditation

Rolled together with a burning paper heart.

Pulled together but about to burst apart,
Rolled together with a burning paper heart.

The Antlers er en Brooklyn-trio og Burst Apart er deres fjerde album.

Det er et album som vokser jo flere gange man hører det. I starten kan det virke lidt fjernt og indelukket, men det er de små nuancer, der gør det til et genialt album. Det er mere elektronisk end deres tidligere albums, men i blandingen med Silbermans høje falset og dybe tekster bliver det en smuk oplevelse.

Det lægger stærkt ud med 'I don't want love'. Det er albummets mest tilgængelige nummer og er en god måde at fange opmærksomheden på. Så går det efter min mening lidt ned i kvalitet derfra, de mellemliggende numre er gode og harmoniske ingen tvivl om det, men de går lidt ned på dels det at det er meget svært at høre teksten og numrene minder lidt om hinanden og har svært ved at holde fokus. Denne tendens vender dog igen. 'Every Night My Teeth Are Falling Out' genvinder vores fulde opmærksomhed og jeg synes det bliver helt magisk på de sidste tre numre: 'Hounds', 'Corsicana' og 'Putting The Dog To Sleep'. Specielt det sidste nummer har fået meget kritik, men jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at afslutte denne musikalse rejse og jeg synes det er meget velvalgt af The Antlers.

Burst Apart er et svært tilgængeligt album, men når man først er grebet omslutter og indfanger det en på en magisk og meget meditativ måde. Jeg har lyttet til dette album utroligt mange gange og finder stadig nye facetter i det.

Derfor skal det også have 5 noder. Det er bestemt et, jeg anbefaler folk at gå ud at købe og lytte til derhjemme. Mange gange. I forskellige situationer. Man vil blive overrasket over hvor meget det passer til og hvordan det pludselig går fra at være anonymt til at være utroligt betydningsfuldt. Albummet bliver anmeldt som et selvstændigt værk og ikke i sammenligning med deres andre (virkelig glimrende) albums. Det får ikke 6 stjerner og alt op at ringe fordi der er en lang periode midt i, hvor der er fare for de mister folk, hvis ikke opmærksomheden er helt skærpet.

Blue Foundation 5.0

Life Of A Ghost og jeg har haft et mangeårigt on-and-off-forhold, hvor jeg har været skyldig i mange sidespring, men hvor jeg altid til syvende og sidst altid er vendt tilbage og har indset, at det skal være os to alligevel. Men her på det sidste er min hånd gledet længere og længere ud af Blue Foundations ellers faste greb, og jeg har ikke kunne give mig så meget hen til musikken, som jeg plejede.

   Men da jeg skruede op for det første nummer på In My Mind I Am Free gik jeg i ekstase, for åbningsnummeret Just A Hand mindede mig om alt det, jeg holdt allermest af hos Blue Foundation. Det var fuldstændig den samme stemning, som jeg var vant til fra Life Of A Ghost, bare brandnyt og med et strejf af gode drømme. Og det fik mig til at tænke på, at jeg endnu ikke er faldet ud af min kærlighed til bandet. Jeg elsker det stadigvæk, og jeg elsker stadigvæk alle udtoningerne, koret og langsommeligheden, der ikke er langsom, men giver tid til at høre hver enkelt lille node.

Somebody told me that I'll remember it all

Praying for the sake of a rescuer's call

I heard a whisper about the next big thing

What would become of us all

It's just a hand across the centuries

It's just a hand

Hvis Life Of A Ghost skulle produceres som et enkelt nummer på 5:25 minutter, ville det hedde Just A Hand. For det nummer er indbegrebet af Blue Foundations forrige plade, og når den er overstået og Dressed In Black toner ind sammen med Sara Savery, som er featuring på flere af kompositionerne, er flirteriet med fortiden overstået, og selvom det stadig er umiskendeligt meget Blue Foundation, er det ikke 00'ernes drømmende, udflydende toner, men en ny version fra 2012, der er meget præget af Jonas Bjerre. Han gæsteoptræder på et par af deres numre, og jeg synes, at han personificerer forskellen på Life Of A Ghost og In My Mind I Am Free meget godt. 

Jeg vil gerne give pladen fire ud af seks stjerner. For selvom det var en plade, som jeg i mange måneder ikke turde lytte til, da jeg var bange for, at den ville skuffe mig, og at det derfor var en lettelse, da jeg endelig hørte den og fandt ud af, at det ikke var så slemt, og at Blue Foundation stadig stod som et stærkt band, så var det ikke Life Of A Ghost-stærkt, og pladen savnede Kirstine Stubbe Teglbjærgs blide drømmevokal.
   Men ikke desto mindre er In My Mind I Am Free et solidt album, og det viser noget om, hvor meget Blue Foundation egentlig kan.

Seraphina af Kashmir

Mens vi venter spændt på, at vi får mulighed for at høre 'E.A.R.', kan vi snakke lidt om singlen, 'Seraphina', som udkom i slutningen af januar.

Jeg vil tillade mig at dømme på coveret et øjeblik. Både 'Seraphina's og 'E.A.R.'s cover er meget, meget smukke. Jeg vil faktisk vove mig til at sige, at det er de smukkeste albumcovers jeg hidtil har set. Hvis det ikke var fordi jeg allerede vidste, at det var Kashmir, ville albumcoveret straks vække min interesse. Der er noget meget graciøst og samtidig dystert over det.

Men det ville også være helt forkert hvis det var andet. For musikken i sin helhed virker let og flyvende som sommerfuglene og blomsterne på coveret - og samtidig melankolsk og forsigtigt. Der er noget skrøbelighed over det, men samtidig giver sangens skønhed styrke. Kaspers stemme bliver farven på sommerfuglevingerne og blomsterbladene.

Before I had a chance to reach down and give my hand to you

like a champagne cork you got up

and disappeared

Seraphina

here is peace to your soul

a lightyear gone

but not letting go

Som sagt kan 'Seraphina' virke meget melankolsk. Men når man har hørt den et par gange, kan man pludselig høre, hvordan den lyser op, og man opdager at den har noget optimistisk over sig. Det er lidt som når man er trist, men skal videre i livet.

Den var god lige fra starten, men som jeg har hørt den flere gange er min kærlighed til den vokset. Det er som om der bliver åbnet flere og flere låger hver gang jeg hører den, så den bliver bedre og bedre. Jeg håber 'E.A.R.' vil give mig den samme oplevelse. 

Jeg kan virkelig ikke vente til, at jeg får mulighed for at høre pladen.