Storladen orgelmusik af svensk sangerinde

Det synes underligt svært at komme ind under huden på Ceremony af den svenske Anna Von Hausswolff. At se orglets storhed og finde skønhed i musikken. Pladen er fyldt med lange, langsomme numre, hvor en del af dem udelukkende er instrumentale. Det er næsten hårdt at komme igennem hele pladen uden at blive en lille smule rastløs til at starte med. Gennemsnitslængden på hvert nummer ligger på omkring fem til seks minutter, og det kan blive uendeligt langt. Så derfor kræver denne plade en del tålmodighed, inden den åbner sig op for en. 

Det der bar mig igennem pladen første gang jeg lyttede til den, var hendes helt igennem fantastiske stemme. Efter mange minutter i et instrumentalt orgelinferno, dukker Anna Von Hausswolffs stærke stemme op af tomheden i Deathbed, og hun fangede mig lige da jeg begyndte at tabe opmærksomheden. Pladens tredje nummer Mountains Crave er det første nummer, der er bygget op som en traditionel sang, hvor man kan høre Annas kraftfulde vokal et minut inde i sangen. Jeg mærkede hvordan jeg blev decideret afhængig af lige netop det nummer med den smukke orgellyd i introen.
Når man først er kommet igennem den tunge start, opdager man at pladen er spækket med gode, smukke numre med orgelet i fokus.

Hvor noget musik kan få en til at svæve af eufori, holder denne plade en nede på jorden, så man kan mærke den tunge tyngdekraft. Der er hele tiden et eller andet ved pladen, der holder en ude i kulden, og det er virkelig svært at komme ordentlig ind på musikken og mærke skønheden. Til at starte med ville jeg ikke have givet den så mange noder, da jeg syntes at den var for tung og langtrukken at lytte til. Men som jeg hørte den flere og flere gange, voksede den på mig. Man skal virkelig give den her plade en chance, for det er melankolsk og dyster skønhed i koncentreret form. Det er en rigtig god vinterplade, der får en rigtig godt ind i vinterens mørke stemning. 

Sun Rise må være den smukkeste slutning på et gravalvorligt mesterværk.

Pladen får ikke seks noder, fordi den var tung, og fordi den havde tendens til at være langtrukken. Men når man langsomt lærte sangene at kende, bemærkede man det næsten ikke. 

Rindende guld

Rhine Gold er Choir of Young Believers nyeste udgivelse, selvom den er omtrent et år gammel, og den udkom på cirka samme tidspunkt, som min interesse for Choir Of Young Believers havde toppet sit højdepunkt.

Og Rhine Gold er en eminent plade, der er så flyvsk og drømmende farveri, at det kun kan være Choir Of Young Believers-crewet, der står bag, og kun den dansk/græske vokalist Jannis Makrigiannis, man kan komme til at tænke på, når man hører bare 20 sekunder af deres musik.

   De har simpelthen en dem-faktor, der slår det meste andet musik - selvfølgelig er andet musik fantastisk og fabelagtigt, men Choir Of Young Believers er sådan noget musik, hvor du ikke skal tænke to gange, før du er klar over, hvem og hvad du hører.

"Bite, bite your lip and forget all the things I said

Just bite your lip and forget

That all I ever do

Is to sit and wait for someone who

Would take me by the hand and by the heart

And show me where to start

And to prove it's not impossible I treat it

Like a fossil but before the rooster crows

I will deny it for the third time"

  

Hvis This Is For The White In Your Eyes er en vinterinspireret plade, så er Rhine Gold den diametrale modsætning. Rhine Gold maler med den røde farvelade, og den er fyldt med sprælske skæringer og sjove lydeffekter, som har en næsten opmuntrende virkning - der er overskud i luften - og massere af nye visioner og idéer, der bliver prøvet af på en overbevisende måde.
   Musikken smyger sig op omkring en og man indhylles fuldkommen i Jannis' smukke stemme og det indtrængende kor i baggrunden. Man bliver på behageligvis lullet ind i Choir Of Young Believers sommerpalads af et univers, og når det eftertænksomme titelnummer runder oplevelsen af på næsten vuggeviselignende manér, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at her er noget, der kan noget.
   Dog kan jeg ikke komme uden om at foretrække den lidt koldere og musikalsk spinklere epoke af Choir Of Young Believers diskografi. Jeg kan godt lide, hvordan lydene en for en sniger sig ind på en, så man i slutningen af nummeret ikke helt er klar over, hvordan man endte der - blot at det lyder godt. På Rhine Gold er det hele tilstede lige fra begyndelsen, og selvom det også har sin charme og bestemt resulterer i nogle fantastiske numre, så er det ikke lige så fængende, og jeg sidder ikke lige så tryllebunden, som da jeg opdagede This Is For The White In Your Eyes.

Derfor vælger jeg at tildele Rhine Gold fire noder. For til trods for, at det ikke helt når forgængerens højder, er det stadig et solidt værk, som fortjener en plads blandt den nyere danske musikscenes fineste musik. Rhine Gold er ganske bestemt et stykke slebet guld, både i kvalitet og det gigantiske østerlandske lydbillede, det fremkalder, som jeg stadig er glad ved, når jeg lytter det igennem.

Blue Foundation 5.0

Life Of A Ghost og jeg har haft et mangeårigt on-and-off-forhold, hvor jeg har været skyldig i mange sidespring, men hvor jeg altid til syvende og sidst altid er vendt tilbage og har indset, at det skal være os to alligevel. Men her på det sidste er min hånd gledet længere og længere ud af Blue Foundations ellers faste greb, og jeg har ikke kunne give mig så meget hen til musikken, som jeg plejede.

   Men da jeg skruede op for det første nummer på In My Mind I Am Free gik jeg i ekstase, for åbningsnummeret Just A Hand mindede mig om alt det, jeg holdt allermest af hos Blue Foundation. Det var fuldstændig den samme stemning, som jeg var vant til fra Life Of A Ghost, bare brandnyt og med et strejf af gode drømme. Og det fik mig til at tænke på, at jeg endnu ikke er faldet ud af min kærlighed til bandet. Jeg elsker det stadigvæk, og jeg elsker stadigvæk alle udtoningerne, koret og langsommeligheden, der ikke er langsom, men giver tid til at høre hver enkelt lille node.

Somebody told me that I'll remember it all

Praying for the sake of a rescuer's call

I heard a whisper about the next big thing

What would become of us all

It's just a hand across the centuries

It's just a hand

Hvis Life Of A Ghost skulle produceres som et enkelt nummer på 5:25 minutter, ville det hedde Just A Hand. For det nummer er indbegrebet af Blue Foundations forrige plade, og når den er overstået og Dressed In Black toner ind sammen med Sara Savery, som er featuring på flere af kompositionerne, er flirteriet med fortiden overstået, og selvom det stadig er umiskendeligt meget Blue Foundation, er det ikke 00'ernes drømmende, udflydende toner, men en ny version fra 2012, der er meget præget af Jonas Bjerre. Han gæsteoptræder på et par af deres numre, og jeg synes, at han personificerer forskellen på Life Of A Ghost og In My Mind I Am Free meget godt. 

Jeg vil gerne give pladen fire ud af seks stjerner. For selvom det var en plade, som jeg i mange måneder ikke turde lytte til, da jeg var bange for, at den ville skuffe mig, og at det derfor var en lettelse, da jeg endelig hørte den og fandt ud af, at det ikke var så slemt, og at Blue Foundation stadig stod som et stærkt band, så var det ikke Life Of A Ghost-stærkt, og pladen savnede Kirstine Stubbe Teglbjærgs blide drømmevokal.
   Men ikke desto mindre er In My Mind I Am Free et solidt album, og det viser noget om, hvor meget Blue Foundation egentlig kan.