Folket svensker stiller de store spørgsmål småt

How low are you willing to go 

Before you reach all your selfish goals?

Hvad skal man bruge for at stille livets store spørgsmål? Svaret er en svensk argentiner med en fantastisk stemme, en guitar og lidt percussion. Mere dybt indiefolk. Bliver det så tungt og melankolsk? Nej, det gør det faktisk ikke. Der er masser af passion og kærlighed i González' musik selvom han også tør gå spot on på vores moderne samfunds problemer og svagheder. Måske netop fordi han gør det, bliver kærligheden så meget mere udtalt. Fordi alt er på spil og intet er ligegyldigt. Det er rart smukt, specielt fordi det er på en meget passiv og stille måde, men stadig får en til at tænke over tingene. Det er langt fra vred punk, protestsange eller Pink Floyds 'The Wall', men det har den samme virkning, når man går dybere ned i teksten. Gør man ikke det, er det bare et rart, velklingende og velskruet folkalbum. Musikken er for det meste let og behagelig, næsten som en vuggevise som stille vugger os i søvn og væk fra den kolde og beregnende verden han skitserer.

Det kan være mørkt med alle de barske realiteter og 'cycling trivialities' og det er det til tider også, men i sin helhed er det et helstøbt og meget fængende album. 

Den sidste halvdel af albummet fungerer, efter min mening, bemærkelsesværdigt bedre end den første. Fra 'Abram' (nummer 6) og helt til 'Cycling Trivialities' (slutnummeret 10) overtager sangene efter hinanden på en fantastisk måde, som holder en interesseret og indspundet. I første halvdel af albummet er det 'Down the Line' der fungerer bedst. Massive Attack-coveret 'Teardrop' er et virkelig godt nummer, enkelstående betragtet, men på dette album langt fra det bedste og det falder dermed en smule i baggrunden.

José González skal man lytte til alene. Under dynen på en efterårseftermiddag med en kop varm te. På iPod'en på en mørk gåtur eller foran pejsen på en regnvejrsdag. 'In Our Nature' fortjener eftertænksomhed og åbenhed. Giver du dette vil det også sætte sig i dit hjerte og samtidig lære dig noget om dig selv, andre mennesker og samfundet.

Don't let the darkness eat you up.

Magisk meditation

Rolled together with a burning paper heart.

Pulled together but about to burst apart,
Rolled together with a burning paper heart.

The Antlers er en Brooklyn-trio og Burst Apart er deres fjerde album.

Det er et album som vokser jo flere gange man hører det. I starten kan det virke lidt fjernt og indelukket, men det er de små nuancer, der gør det til et genialt album. Det er mere elektronisk end deres tidligere albums, men i blandingen med Silbermans høje falset og dybe tekster bliver det en smuk oplevelse.

Det lægger stærkt ud med 'I don't want love'. Det er albummets mest tilgængelige nummer og er en god måde at fange opmærksomheden på. Så går det efter min mening lidt ned i kvalitet derfra, de mellemliggende numre er gode og harmoniske ingen tvivl om det, men de går lidt ned på dels det at det er meget svært at høre teksten og numrene minder lidt om hinanden og har svært ved at holde fokus. Denne tendens vender dog igen. 'Every Night My Teeth Are Falling Out' genvinder vores fulde opmærksomhed og jeg synes det bliver helt magisk på de sidste tre numre: 'Hounds', 'Corsicana' og 'Putting The Dog To Sleep'. Specielt det sidste nummer har fået meget kritik, men jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at afslutte denne musikalse rejse og jeg synes det er meget velvalgt af The Antlers.

Burst Apart er et svært tilgængeligt album, men når man først er grebet omslutter og indfanger det en på en magisk og meget meditativ måde. Jeg har lyttet til dette album utroligt mange gange og finder stadig nye facetter i det.

Derfor skal det også have 5 noder. Det er bestemt et, jeg anbefaler folk at gå ud at købe og lytte til derhjemme. Mange gange. I forskellige situationer. Man vil blive overrasket over hvor meget det passer til og hvordan det pludselig går fra at være anonymt til at være utroligt betydningsfuldt. Albummet bliver anmeldt som et selvstændigt værk og ikke i sammenligning med deres andre (virkelig glimrende) albums. Det får ikke 6 stjerner og alt op at ringe fordi der er en lang periode midt i, hvor der er fare for de mister folk, hvis ikke opmærksomheden er helt skærpet.

39

Nu er Vinnie Who ude med den tredje single fra sin anden plade Midnight Special. Sangen der tilsyneladende ikke er noget vi har set fra ham før. Hans ellers smukke falset er blevet manipuleret og forvrænget, mens han flyder rundt på en hoftevrikkende discobølge af psykedeli - Eller nærmere flyver på en discovind. Singlen er nemlig en hyldest til den østrigste Felix Baumgartner, der sidste år sprang fra 39 meters højde. Vinnie Who har også udtalt, at han selv holder meget af det andrenalinkick man får, når man springer ud i noget man normalt ikke ville have gjort. 

Jeg blev selv overrasket, da jeg hørte sangen til en live-koncert. Efter alle de sange man kender fra discoprinsen, kom den underlige effekt på hans vokal, og stilen blev pludselig en helt anden. Men så er det godt, at det stadig lyder godt, og at man endnu kan høre, at det er Vinnie Who som man har med at gøre. 

Blue Foundation 5.0

Life Of A Ghost og jeg har haft et mangeårigt on-and-off-forhold, hvor jeg har været skyldig i mange sidespring, men hvor jeg altid til syvende og sidst altid er vendt tilbage og har indset, at det skal være os to alligevel. Men her på det sidste er min hånd gledet længere og længere ud af Blue Foundations ellers faste greb, og jeg har ikke kunne give mig så meget hen til musikken, som jeg plejede.

   Men da jeg skruede op for det første nummer på In My Mind I Am Free gik jeg i ekstase, for åbningsnummeret Just A Hand mindede mig om alt det, jeg holdt allermest af hos Blue Foundation. Det var fuldstændig den samme stemning, som jeg var vant til fra Life Of A Ghost, bare brandnyt og med et strejf af gode drømme. Og det fik mig til at tænke på, at jeg endnu ikke er faldet ud af min kærlighed til bandet. Jeg elsker det stadigvæk, og jeg elsker stadigvæk alle udtoningerne, koret og langsommeligheden, der ikke er langsom, men giver tid til at høre hver enkelt lille node.

Somebody told me that I'll remember it all

Praying for the sake of a rescuer's call

I heard a whisper about the next big thing

What would become of us all

It's just a hand across the centuries

It's just a hand

Hvis Life Of A Ghost skulle produceres som et enkelt nummer på 5:25 minutter, ville det hedde Just A Hand. For det nummer er indbegrebet af Blue Foundations forrige plade, og når den er overstået og Dressed In Black toner ind sammen med Sara Savery, som er featuring på flere af kompositionerne, er flirteriet med fortiden overstået, og selvom det stadig er umiskendeligt meget Blue Foundation, er det ikke 00'ernes drømmende, udflydende toner, men en ny version fra 2012, der er meget præget af Jonas Bjerre. Han gæsteoptræder på et par af deres numre, og jeg synes, at han personificerer forskellen på Life Of A Ghost og In My Mind I Am Free meget godt. 

Jeg vil gerne give pladen fire ud af seks stjerner. For selvom det var en plade, som jeg i mange måneder ikke turde lytte til, da jeg var bange for, at den ville skuffe mig, og at det derfor var en lettelse, da jeg endelig hørte den og fandt ud af, at det ikke var så slemt, og at Blue Foundation stadig stod som et stærkt band, så var det ikke Life Of A Ghost-stærkt, og pladen savnede Kirstine Stubbe Teglbjærgs blide drømmevokal.
   Men ikke desto mindre er In My Mind I Am Free et solidt album, og det viser noget om, hvor meget Blue Foundation egentlig kan.

Disco-drengen er tilbage med femme fatale toner

'Midnight Special' er en af årets udgivelser, som absolut ikke må overses. Det kom på gaden i februar, og sidenhen har jeg lyttet det igennem adskillige gange.
Jeg må sige, at jeg er gået hen og er blevet rigtig glad for denne her skæring - Niels Bagge har forbedret sig meget, siden han udgav sin første skive musik. Hvert nummer er blevet mere genkendeligt, og de har alle sammen deres charmerende fraseringer.

Hvor det, jeg husker bedst, fra 2010-produktionen 'Then I Met You' (selvom jeg elsker titelnummeret) er hans, i øvrigt fabelagtige, falset, er der mange ting, på 'Midnight Special' som gør den en tand mere bemærkelsesværdig.
Den er en smule mere dyster, og selvom den bestemt ikke efterlader en så meget med en nedtrykt sindsstemning, som med en stor trang til at danse, så er den meget mere markeret, end noget han nogensinde har produceret før - og det klæder ham. Det klæder ham forfærdelig godt.

'The Scene', f.eks., er det andet nummer på pladen, og det består primært af en masse gentagelser, som er temmelig afhængighedsskabende, og så et par vers, som bryder med resten af skæringen ved at gå ned i tempo og, frem for alt, toneleje.

Know this scene bit by bit

The heat is on - the fuse is lit

I've been down this road before

Searching for you all across the floor

I think a lot about you my love

I think a lot about you my love

Et andet nummer, jeg er begyndt at holde meget af, er pladens afslutningsnummer, 39, som er noget mere elektronisk end 'Midnight Special's øvrige numre - der ellers også har visse elektroniske elementer i sig. Det er et super nummer at lukke med, da det er meget opmærksomhedskrævende - selvom jeg hørte CD'en som baggrundsmusik, så kunne jeg ikke lade være med at spidse ører, da 39 kom på, jeg kunne simpelthen ikke andet.

Jeg giver pladen fem ud af seks, da den er ganske god, og jeg også er begyndt at holde meget mere af Vinnie Who efter 'Midnight Special'. Han er ikke længere bare en falset, han har fået en hel del kant, og jeg begynder at kende pladen og holde mere og mere af den, for hver gang jeg lytter den igennem. 

Grunden til, at jeg ikke giver den seks ud af seks er, at den godt kan gå hen og blive en smule ensformig hen over midten - der mangler det ene nummer halvvejs, som er markerende, og skiller sig lige så meget ud fra resten, som start- og i særdeleshed slutnummeret gør.

Men alt i alt er det en rigtig god CD, som jeg kommer til at høre mange gange endnu, før jeg lægger den fra mig.

When Saints Go Machine annoncerer nyt album

Først røg singlen Mannequin ud, og den steg til tops på diverse lister, inklusiv p3. Og nu er der både trackliste og endnu en musikalsk teaser at finde fra det elektroniske indieband When Saints Go Machine med det lidt skrøbelige udtryk. De er ikke helt så skrøbelige længere, og der er sket meget siden Ten Makes A Face, men de laver stadig noget af det allerfineste musik, og jeg glæder mig rigtig meget til at høre det fulde album, som udkommer den 20. maj og vil bære titlen Infinity Pool.

Teaserens stil minder mig lidt om Konkylie, der udkom i 2011, og med Mannequin i baghovedet også lyder det ikke som om, der er sket de store ændringer i stilen hos When Saints Go Machine. Der er kommet mere kant over musikken og mere kraft i stemmen på Nikolaj Vonsild, men på det overordnede plan ser det ud til, at de kører videre ud af et spor, de allerede har vist, at de mestrer ganske godt - men det må man også godt, når man er When Saints Go Machine, og det spor i forvejen er noget, det er en fryd for øret at lytte til.

Hør den nye teaser her

Seraphina af Kashmir

Mens vi venter spændt på, at vi får mulighed for at høre 'E.A.R.', kan vi snakke lidt om singlen, 'Seraphina', som udkom i slutningen af januar.

Jeg vil tillade mig at dømme på coveret et øjeblik. Både 'Seraphina's og 'E.A.R.'s cover er meget, meget smukke. Jeg vil faktisk vove mig til at sige, at det er de smukkeste albumcovers jeg hidtil har set. Hvis det ikke var fordi jeg allerede vidste, at det var Kashmir, ville albumcoveret straks vække min interesse. Der er noget meget graciøst og samtidig dystert over det.

Men det ville også være helt forkert hvis det var andet. For musikken i sin helhed virker let og flyvende som sommerfuglene og blomsterne på coveret - og samtidig melankolsk og forsigtigt. Der er noget skrøbelighed over det, men samtidig giver sangens skønhed styrke. Kaspers stemme bliver farven på sommerfuglevingerne og blomsterbladene.

Before I had a chance to reach down and give my hand to you

like a champagne cork you got up

and disappeared

Seraphina

here is peace to your soul

a lightyear gone

but not letting go

Som sagt kan 'Seraphina' virke meget melankolsk. Men når man har hørt den et par gange, kan man pludselig høre, hvordan den lyser op, og man opdager at den har noget optimistisk over sig. Det er lidt som når man er trist, men skal videre i livet.

Den var god lige fra starten, men som jeg har hørt den flere gange er min kærlighed til den vokset. Det er som om der bliver åbnet flere og flere låger hver gang jeg hører den, så den bliver bedre og bedre. Jeg håber 'E.A.R.' vil give mig den samme oplevelse. 

Jeg kan virkelig ikke vente til, at jeg får mulighed for at høre pladen.