Storladen orgelmusik af svensk sangerinde

Det synes underligt svært at komme ind under huden på Ceremony af den svenske Anna Von Hausswolff. At se orglets storhed og finde skønhed i musikken. Pladen er fyldt med lange, langsomme numre, hvor en del af dem udelukkende er instrumentale. Det er næsten hårdt at komme igennem hele pladen uden at blive en lille smule rastløs til at starte med. Gennemsnitslængden på hvert nummer ligger på omkring fem til seks minutter, og det kan blive uendeligt langt. Så derfor kræver denne plade en del tålmodighed, inden den åbner sig op for en. 

Det der bar mig igennem pladen første gang jeg lyttede til den, var hendes helt igennem fantastiske stemme. Efter mange minutter i et instrumentalt orgelinferno, dukker Anna Von Hausswolffs stærke stemme op af tomheden i Deathbed, og hun fangede mig lige da jeg begyndte at tabe opmærksomheden. Pladens tredje nummer Mountains Crave er det første nummer, der er bygget op som en traditionel sang, hvor man kan høre Annas kraftfulde vokal et minut inde i sangen. Jeg mærkede hvordan jeg blev decideret afhængig af lige netop det nummer med den smukke orgellyd i introen.
Når man først er kommet igennem den tunge start, opdager man at pladen er spækket med gode, smukke numre med orgelet i fokus.

Hvor noget musik kan få en til at svæve af eufori, holder denne plade en nede på jorden, så man kan mærke den tunge tyngdekraft. Der er hele tiden et eller andet ved pladen, der holder en ude i kulden, og det er virkelig svært at komme ordentlig ind på musikken og mærke skønheden. Til at starte med ville jeg ikke have givet den så mange noder, da jeg syntes at den var for tung og langtrukken at lytte til. Men som jeg hørte den flere og flere gange, voksede den på mig. Man skal virkelig give den her plade en chance, for det er melankolsk og dyster skønhed i koncentreret form. Det er en rigtig god vinterplade, der får en rigtig godt ind i vinterens mørke stemning. 

Sun Rise må være den smukkeste slutning på et gravalvorligt mesterværk.

Pladen får ikke seks noder, fordi den var tung, og fordi den havde tendens til at være langtrukken. Men når man langsomt lærte sangene at kende, bemærkede man det næsten ikke. 

Rindende guld

Rhine Gold er Choir of Young Believers nyeste udgivelse, selvom den er omtrent et år gammel, og den udkom på cirka samme tidspunkt, som min interesse for Choir Of Young Believers havde toppet sit højdepunkt.

Og Rhine Gold er en eminent plade, der er så flyvsk og drømmende farveri, at det kun kan være Choir Of Young Believers-crewet, der står bag, og kun den dansk/græske vokalist Jannis Makrigiannis, man kan komme til at tænke på, når man hører bare 20 sekunder af deres musik.

   De har simpelthen en dem-faktor, der slår det meste andet musik - selvfølgelig er andet musik fantastisk og fabelagtigt, men Choir Of Young Believers er sådan noget musik, hvor du ikke skal tænke to gange, før du er klar over, hvem og hvad du hører.

"Bite, bite your lip and forget all the things I said

Just bite your lip and forget

That all I ever do

Is to sit and wait for someone who

Would take me by the hand and by the heart

And show me where to start

And to prove it's not impossible I treat it

Like a fossil but before the rooster crows

I will deny it for the third time"

  

Hvis This Is For The White In Your Eyes er en vinterinspireret plade, så er Rhine Gold den diametrale modsætning. Rhine Gold maler med den røde farvelade, og den er fyldt med sprælske skæringer og sjove lydeffekter, som har en næsten opmuntrende virkning - der er overskud i luften - og massere af nye visioner og idéer, der bliver prøvet af på en overbevisende måde.
   Musikken smyger sig op omkring en og man indhylles fuldkommen i Jannis' smukke stemme og det indtrængende kor i baggrunden. Man bliver på behageligvis lullet ind i Choir Of Young Believers sommerpalads af et univers, og når det eftertænksomme titelnummer runder oplevelsen af på næsten vuggeviselignende manér, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at her er noget, der kan noget.
   Dog kan jeg ikke komme uden om at foretrække den lidt koldere og musikalsk spinklere epoke af Choir Of Young Believers diskografi. Jeg kan godt lide, hvordan lydene en for en sniger sig ind på en, så man i slutningen af nummeret ikke helt er klar over, hvordan man endte der - blot at det lyder godt. På Rhine Gold er det hele tilstede lige fra begyndelsen, og selvom det også har sin charme og bestemt resulterer i nogle fantastiske numre, så er det ikke lige så fængende, og jeg sidder ikke lige så tryllebunden, som da jeg opdagede This Is For The White In Your Eyes.

Derfor vælger jeg at tildele Rhine Gold fire noder. For til trods for, at det ikke helt når forgængerens højder, er det stadig et solidt værk, som fortjener en plads blandt den nyere danske musikscenes fineste musik. Rhine Gold er ganske bestemt et stykke slebet guld, både i kvalitet og det gigantiske østerlandske lydbillede, det fremkalder, som jeg stadig er glad ved, når jeg lytter det igennem.

Live: Røgsignal

Røgsignal er taget på tour. Godt nok en meget lille tour på fire dage, som kun omfatter to højskoler og to efterskoler, men jeg var så heldig og priviligeret at gå på Silkeborg Højskole, som var drengenes første stop. 

Jeg kendte ikke bandet i forvejen og havde derfor ingen forventninger inden jeg satte mig ind til den lidt over en time lange koncert. Jeg blev overvældet.

De fire drenge kan noget med deres instrumenter og kompositioner. De var sammenspillede, havde en god energi og en veludviklet sans for nuancer. Det var tydeligt at de virkelig gik op i musikken og det smittede af på alle og gav en koncert, hvor man virkelig var fokuseret og blev holdt fast hele vejen igennem - noget der ellers efter min opfattelse er svært med instrumentalmusik, hvor man ikke har en tekst eller vokal at koncentrere sig om.

De spillede røven ud af bukserne og der blev da også svedt og knækket en trommestik, men det var med stor præcision og en god blanding af blød drømmeagtig lyd og fed rock med vilde trommer.

Setliste:

Første set:

Stormvejr

Tredjeverdenslande

Mr. Pingvin

Obelix

Fem

Andet set:

Surfbræt

Djengis Kahn

Vestjylland

En børnesang

Dinner på den lukkede

Ekstranummer:

En tur i Tivoli

Oprindeligt var det meningen, at aftenens koncert skulle ledsages af et visuelt baggrundsshow i samarbejde med en kunstner, men lavpraktiske omstændigheder gjorde at vi fik en helt 'plain' koncert. Det var dog ikke noget som Nikolaj, Jakob, Henrik og Jonas ikke kunne trække, så ingen klager herfra.

Djengis Kahn var nok aftenens højdepunkt for mig, sammen med det meget mere stille nummer 'Tredjeverdenslande'. Videoen er ikke fra denne aften, men fra 2012 - jeg vil vove at påstå at de spillede endnu bedre nu. Og så skal det bare opleves live.

Det eneste lille kritikpunkt jeg kan komme på i forhold til 'Røgsignal' er at numrenes titler overvejende står i vejen for musikken for mig. Det var først når jeg gav slip på dem, at jeg virkelig kunne komme ind i musikken helt og holdent. 'Stormvejr', 'Tredjeverdenslande' og 'Djengis Kahn' fungerede på et eller andet plan, hvor de andre titler bare var en forhindring. Specielt de meget konkrete som 'Mr. Pingvin', 'Obelix' og 'Surfbræt' også selvom vi fik forklaringer til dem inden nummeret. Men et navn skal numrene selvfølgelig have og jeg er sikker på at de ikke er tilfældige, så det kan være svært at kommentere, når man ikke kender de bagvedliggende tanker. Derudover får alle selvfølgelig også forskellige associationer, så for nogle har de måske været helt rammende, jeg havde bare brug for at sætte musikken fri. 

Alligevel skal Røgsignal have 6 stjerner for denne koncert fordi de virkelig har styr på det de har gang i og leverer godt håndværk og god underholdning. Stemningen var i top og man kedede sig ikke et øjeblik.

Kirstine Stubbe Teglbjærg søger ny grund

Den 22. maj udkommer der spændende ny musik fra vores kære hjemland. Den tidligere forsanger i bandet Blue Foundation er gået solo - og endda på dansk. Efter noget så omfattende som Blue Foundation, og så stort et band, følte Kirstine et behov for at starte helt forfra. Det har ledt til det nye album, Hamskifte, som kommer på gaden sidst i måneden og er komponeret og produceret af hende selv. En proces, der har givet et særdeles interessant resultat, som du kan smuglytte til på de to numre Drømmenes Lyd og Tæppet er faldet, hun allerede har lækket. Og selvom det stadig har et umiskendeligt præg af Blue Foundation, er det en ny oplevelse med en meget mere spinkel lyd.

Her er Drømmenes Lyd, som også kan downloades gratis på Soundcloud.

James Blake kysser dubsteppen farvel

"And I want you to know

I took it with me

But when things are thrown away

Like they are daily 

Time passes in the constant state 

So if that is how it is

I don't wanna be a star

But a stone on the shore

Long door, frame the wall

When everything is overgrown"

Sådan starter James Blakes nye album, Overgrown, på følsom vis ud. De vanlige James Blakeske elektroniske lyde og dubstep-referencer er skiftet ud med en simpel rytme, der trommer svagt i baggrunden og et par skiftende klaverakkorder - James Blake har (som han har udtalt i flere interviews) lagt dubsteppen bag sig, og det klæder ham.
   Overgrown er en meget roligere plade end James Blake, og når man sammenligner dem, er det godt nok den samme papirstynde vokal og det samme elektroniske islæt, men hvor etteren havde noget desperat, nærmest fysisk, over sig, er Overgrown mere ned-tempo, hyggelig januarmusik.

Og dog - på Life Round Here begynder der at komme et sært tempo over musikken, som jeg ikke har set før hos James Blake, og på næste nummer Take A Fall For Me, kommer der rap ind over - James Blake har inviteret RZA med om bord, og det går igen nye veje. Og selvom det er et godt afbræk fra den vanlige James Blake stil, og at jeg godt kan forstå, hvorfor han har lyst til afprøve rapgenren, foretrækker jeg alligevel min James Blake uden rap - jeg vil gerne have ham tilbage i den velkendte andedam af skrøbelig inderlighed.

Retrograde er pladens single, der kom på gaden allerede i februar og gav en god smagsprøve på, hvad der var i vente.

Til gengæld kan jeg rigtig godt lide Voyeur - lyden optrappes til noget nær kaos, og derfra leger han med lydene i en stressende, men også meget fængende, komposition, som jeg vil mene er et af de mest vellykkede numre på en i det hele taget smukt udført plade.

Den svære toer virker ikke helt så svær, når man hører, hvad James Blake har formået at gøre med sin musik på de to år, der er gået siden han debuterede. Jeg foretrækker stadig den lidt mere støjende lyd, der kendetegnede James Blake, men Overgrown er også et album, der har masser at give af, og det er med garanti et, jeg kommer til at finde frem ved flere lejligheder.

En værdig opfølger til James Blake!

Festivalaktuelt: Kings Of Convenience

Den norske duo Kings Of Convenience kommer til Danmark til sommer. Scenen hedder NorthSide 2013 og kalenderen siger lørdag d. 15. juni.

Det vil uden tvivl blive en smuk og intim oplevelse som man ikke skal snyde sig selv for.

Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe er navnene på de to nordmænd med fantastiske stemmer og lige så fine guitarfærdigheder. Deres harmonier er så rammende perfekte, at de få alle numre til at gå op i en højere enhed.

Bandet har udgivet 3 albums. Debutalbummet 'Quiet Is The New Loud' udkom i 2001 - to år efter bandets stiftelse - og var en øjeblikkelig succes. Andet album 'Riot on an Empty Street' fra 2004 er min personlige favorit og indeholder mange fantastiske numre - heriblandt to i samarbejde med Feist.

Tredje album (2009) holder niveauet og har en lige så fin og opfindsom titel 'Declaration of Dependance', som jeg synes er meget rammende.

Generelt for KoCs musik er det, at det er en smule indelukket og skrøbeligt og det kan tage lidt tid før numrene åbner sig op for en. Men min personlige opfattelse er, at når de først har nået ens hjerte, så forsvinder de heller ikke derfra igen. Det tager mig til at vænne mig til et nyt album fra dem og at værdsætte numrenes forskellighed og særpræg, men det er en vidunderlig verden, som åbner sig sammen med forståelsen.

Selvom  nordmændene laver mange dybe, stille og intense numre, som man virkelig skal give plads og fordybe sig i, for at de ikke falder i baggrunden, så kan de også lave dejlige numre med lidt mere gang i, som 'I'd rather dance with you', 'Sorry or please', 'Live Long' og 'Rule my world'.

Ved siden af Kings Of Convenience har Erlend Øye sit, en smule mere elektroniske, sideprojekt 'The Whitest Boy Alive', som også er meget anerkendt. Men for mig vil det aldrig komme op på siden af hvad de to fyre kan udrette i fællesskab. De kan virkelig røre noget dybt i mig og jeg ser meget frem til at opleve dem live til sommer og vil opfordre alle til at give sig selv den fine sanseoplevelse, det uden tvivl vil blive.

Numre jeg ser specielt frem til forhåbentlig at høre på årets NorthSide: 'Renegade', 'The Weigt Of My Words', 'Homesick' og 'Surprise Ice'. Men alle deres numre er helt vildt dejlige og jeg er helt sikker på ikke at blive skuffet uanset hvad de har lyst til at dele ud af.

Skrøbelig debut overvælder folket

Tilbage i 2011 udkom James Blakes debutalbum, James Blake, som skaffede ham en billet direkte til listen over kunstnere, det er værd at holde øje med. I hvert fald kan de fleste nok huske Limit To Your Love, Feist-coveret og singlen som lagde radiostationerne ned og etablerede James Blake.
   Limit To Your Love er også et nummer, der adskiller sig markant fra resten af pladen. Det er langt det mest tilgængelige, og det er fuldt forståeligt, hvorfor lige netop denne sang hittede så stort.
   Der er skruet godt ned for de elektroniske tågebanker, der dominerer det meste af debutpladen, med det meget sigende navn James Blake, og der gives i stedet rum til en skrøbelig kærlighedssang, der er en fremragende introduktion til James Blakes univers.
Det er ellers en plade, der, på trods af hvor uhørt vokalpræget, den ellers er, nærmest kan forekomme instrumental, da hans stemme på visse tidspunkter bliver så forvrænget, at det går over til at være et kunstnerisk element frem for en egentlig vokal.

Det eneste problem med pladen er, at den er lidt utilgængelig. I hvert fald kan numrene godt virke lidt ensformige, de første gange, man hører dem, og selvom Limit To Your Love kvikker op, kan det godt være en smule langtrukkent, indtil man er kommet ind på pladen. Derfor måtte jeg også til at starte med høre den på højeste lydsstyrke en sen nattetime (efter My Bloody Valentine-princippet; højere er bedre), og virkelig lytte til hvert enkelt nummer, for James Blake er ikke baggrundsmusik, i hvert fald ikke de første par gange.

Men når de er overstået, og man er begyndt at vænne sig til de forskellige numre, stråler den virkelig. Hvert nummer er et eksperiment, der leger med de muligheder, der er i elektronisk musik, samtidig med at det har en intensiv skrøbelighed, der gør, at det er meget svært ikke at falde hen til bare at sidde og lytte til de mønstre, der opstår, når lydene væver sig ind og ud af hinanden.

The Wilhelm Scream er en god indikator på, hvad resten af pladen har at byde på - den er monoton og repetitiv og har et tungt beat, der er omgivet af støjende effekter, og alligevel formår den at være noget så enkel, at man er nødt til at lytte godt efter.

"I don't know about my dreams

I don't know about my dreaming anymore

All that I know is

I'm falling, falling, falling, falling

falling.

I don't know about my love

I don't know about my loving anymore

All that I know is

I'm loving, falling, loving, loving

Might as well love you."

Alt i alt er James Blake et fantastisk album, og når man tænker på, at det er hans debut, så er det i sandhed stort. Og den storhed gør, at denne her plade får 6 ud af 6 noder. For lige så uegnet til baggrundsmusik og lige så svær den er, at komme ind på livet af, lige så overvældende er den, når man har lært den at kende.

I morgen (d. 8. april) udkommer James Blakes andet album Overgrown.